Foredrag

Foredrag og historiefortælling fra rejser og arbejdsophold i udlandet

Forfatter, slægtsforsker og historiefortæller. Tidligere jægersoldat, byrådsmedlem, international uddannelseschef med mange arbejdsopgaver og rejser i Rusland, Østeuropa, men f.eks. også i Usbekistan og Syrien.

Under foredragene bliver der ved hjælp af computer og projektor vist billeder, af mennesker, bygninger, byer og landskaber, som kan give deltagerne et visuelt indtryk af det der fortælles om.

Aftaler om foredragsemne, tid, sted og honorar træffes med Vagn Særkjær på e-mail: vagn@saerkjaer.dk.
Eller telefon 86 26 21 67 mobil: 20 78 91 42

Boris Jeltsins og mit og Rusland Sovjetunionen brød sammen i 1991

Rusland stod tilbage som en fattig nedslidt nation. Kommunisterne forsøgte i 1993 et kup for at vælte Jeltsin og det spirende demokrati. Tanks skød på parlamentet og Jeltsin brugte en kampvogn som talerstol og vandt over kupmagerne.

I 1998 kollapsede den russiske økonomi og værdien af de rubler pensionisterne havde gemt i hovedpuderne, blev reduceret til en tredjedel. Nogle gange blev pensionen udbetalt. I andre måneder var det skolelærerne som fik deres løn. Der var ikke penge til dem alle på samme tid. I 2000 vælges russerne Putin som præsident. En helt ny middelklasse, som ønsker stabilitet, vokser frem.

I foredraget fortælles om russisk historie, om livsvilkår i Murmansk, Arkhangelsk, Skt. Petersborg, Moskva, Perm, Voronezh m.v., i det turbulente tiår, efter sovjetunionens sammenbrud.

Rejsebrev, fra et besøg i den lille russiske enklave, Kaliningrad ved Østersøen, findes under afsnittet Rejsebreve. Samme sted findes også et rejsebrevet fra Skt. Petersborg, ”Med Lis i Dostojevskijs fodspor

Draculas land

Romerske soldater erobrede landet og kaldte det Dacia. Vi kender det som Rumænien, sammensat af de tre fyrstedømmer Valakiet, Moldavien og Trassylvanien. I foredraget fortælles om flere dramatiske historier, som f.eks. Draculas kamp for at holde den tyrkiske sultan og hans janitsharer ude af landet. Den tyske befolknings særlige status med eget sprog, egne skoler, protestantisk kirkefæstninger og egne byer i Transsylvanien i 1500 – 1800 tallet. Det kommunistiske diktatur og befolkningens oprør mod diktatoren Ceausescu i julen 1989.

Der fortælles om menneskers livsvilkår, boligforhold, uddannelse og økonomi i perioden fra diktaturets fald til Rumæniens optagelse i EU i januar 2007.

Et rejsebrev fra flere besøg og arbejdsophold, forskellige steder i Rumænien, findes på: "Rejsebrev fra Valakiet, Transylvanien og Moldavien". På samme hjemmeside, men under afsnittet Historie, findes desuden en artikel om Friherre Samuel von Brukenthal 1721 – 1803, Guvernør og frimurer i Siebenbürgen

Syrien – de kristne, muslimerne og drusernes land

Den amerikanske præsident Georg W. Bush udpegede Syrien som et land på ondskabens akse. Landet hvor man opfandt det første alfabet, byggede huse, byer og paladser for tre tusind år siden. Paulus blev for totusind år siden sendt til hovedstaden Damaskus for at hente de frafaldne jøder, de nye jødekristen, tilbage til Jerusalem. I hovedstadens store moské ligger Johannes Døberens hoved i en sarkofag og udenfor, i et mausoleum, ligger Saladin. Manden der fordrev de kristne korsfarere, fra Det hellige Land.

Her arbejdede Karen Jeppe, en kvinde født i Gylling, med at hjælpe mange kristne armeniere, som tyrkerne, i begyndelsen af 1900-tallet, fordrev fra deres eget land. De er her stadig. Syrien rummer mange etniske og religiøse befolkningsgrupper. Her bor og lever muslimer, druser, alawiter og aramæisk talende kristne. Siden Danmark, sammen med Georg W. Busch, gik i krig i Iraq er der kommet ca. 2 millioner flygtninge ind i Syrien. Vi besøger en olivenbonde i et bikube-hus og vagtmandens familie ved en af de døde byer. Og vi snakker med en syrer om muligheden for fred mellem Syrien og Israel.

Rejsebrevet "Syrien, en rundrejse i tiden 11. til 26. oktober 2007, med afstikkere dybt ned i historien" fra besøg i Syrien findes under afsnittet Rejsebreve.

Safirs logbog fra et sommertogt til Nappedam, Langør og Lübeck

Under vejs møder vi Marsk Stig som er på vej fra øen Hjelm til Samsø. Vi ser han sejler ind i Stavns fjord, til det hemmelige samlingssted nedenfor borgen på Hjortø. Her er allerede kommet mange vikingeskibe med mænd, som er parate til at sejle for at rane fra folk i mere rige egne. Her, ved Langøre på Samsø, kan vi stadig se rester af skanser som var bemandet med kanoner der skulle beskytte kanonbådene. Både som i begyndelsen af 1800 tallet sejlede ud på Storebælt, øst for Samsø, for at gå i kamp mod engelske skibe.

I Østersøen, ud for Travemynde, møder vi en flåde af 1200 tallets koggeskibe, som er lastet med købmandsvarer, sværdbrødre riddere, præster, munke og andre mænd som er på vej mod Livland for at deltage i sommerens korstog. Ud for Litauens kyst, bliver de skibe, der er sakket bagud, overfaldet af sørøvere, som gør kort proces og smider mandskabet overbord.

Alt sammen fantasier over virkelige begivenheder i Danmarkshistorien og i Østersøens historie. I Lübeck, den gamle hansaby, som engang tilhørte den danske konge, Valdemar Sejer, besøger vi Günther Grass og Thomas Mann museerne og det gamle rådhus, inden vi får en tysk sejlbåd på slæb på vejen ind i Heiligen Hafen.

Safirs logbog for sejlsæsonen 2003 med beskrivelse af togter til Nappedam, Langør og Lübeck findes under afsnittet Rejsebreve.

Fra Brabrand kirke til Dannevirke

Foredraget handler om en vandretur fra Brabrand kirke ad hærvejen til Dannevirke. En pilgrimsvandring foretaget sammen med min datter Charlotte.

Foredraget er med mange billeder og kort fra vandringen. Der fortælles om ruten vi vandrer, historiske hændelser og myter på lokaliteter vi passerer, f.eks., cisterciensermunkene i Øm kloster, Hamborggårdstenen, Urnehoved tingsted, Istedløven i Flensborg og slaget på Sankelmark, herberge vi bor på og mennesker vi møder, tanker vi gør os undervejs, trætheden i kroppen og smerterne i benene blandet med en berusende lykkefølelse når dagens vandring er gennemført.

Byvandring i udkanten af Brabrand

På en byvandring i sommeren 2016 fortalte jeg om Brabrands ældste bygningsværk, en stendysse, løjtnantens have. vandmøllen ved Voldbækken. Møllerens datter der blev solgt sammen med møllen. True skov. Rådmand Bjarne Ørum, skovridder Peter Bruun Madsen og miljøminister Svend Aukens fortjeneste. Kvindegraven under vejen til Helenelyst. Jaka, engang arbejdsplads for 550 mennesker, nu på vej til at blive omdannet til boliger. Brabrandstien der blev skabt som beskæftigelsesprojekt for arbejdsløse, det skæve kor i Brabrand kirke og hjuldamperen Vega på Brabrand sø og meget mere.